Interview med Pernille La Cour forud for Folkemødet

Du har startet bloggen Autismeaspiranten, hvorfor?

Jeg er stadig blot en novice, altså en aspirant ud i læren om læring, på trods af at jeg både har en læreuddannelse og en kandidat i didaktik. Det jeg har lært siden vi startede med at træne hos Baukje Avlund Erthmann i Tanketeket i marts 2020 er det vigtigste jeg nogensinde har lært. Ja det har været livsændrende for mig og min familie. Så derfor startede jeg Autismeaspiranten. Jeg vil gerne have den her viden ud.

Vi gik fra udredningsstedet med beskeden: ”Der er ikke noget du kan gøre.” Det kunne jeg simpelthen ikke acceptere. Hvordan kunne Socialstyrelsen skrive om vigtigheden af tidlig indsats, en indsats der skulle starte allerede når man mistænkte at der kunne være en autisme diagnose, men som ingen kunne fortælle mig hvad var. ”Slap af og tag det med ro ” sagde fagfolk. Men det kunne jeg ikke.

Jeg vidste at der måtte være noget man kunne gøre, men jeg anede overhovedet ikke hvad eller hvor jeg skulle starte.

Det tog mig 1,5 år at komme fra vi fik diagnose til jeg endelig havde fundet en metode der gav mening og som virkede. Jeg havde søgt på nettet, lånt bøger, købt bøger hjem fra udlandet, ringet til diverse store foreninger indenfor autisme og ADHD, men jeg fik kun informationer om hvordan jeg kunne skærme ham. Altså dæmpe symptomerne på hans autisme.

Det er også en vigtig del af autisme og ADHD pædagogikken, men jeg savnede at det blev kombineret med hvad man kunne gøre for at hjælpe ham ud af hans hoved og ud i verden til os andre. På det her tidspunkt i start 2020 kunne vi stadig ikke føre meningsfulde samtaler og han sad for sig selv og stablede sine plastikdyr i en stor bunke.

Jeg kunne vove at flytte på én af dem! Hvis han ville have noget specifikt og vi ikke havde det, fik han kæmpe nedsmeltninger som kunne vare i timer. Han løb også væk. Både inde fra huset, men også når vi gik på fortovet, så løb han pludseligt ud på vejen. Vi var hele tiden i højt beredskab. Det er tydeligt at han manglede en forståelse for verden. At ting kunne være farligt. Han var 5 år på det tidspunkt.

Jeg lavede bloggen fordi andre forældre, også fagfolk skal vide at der er noget at gøre. Vi kan ikke på forhånd vide hvad barren er for den enkeltes kognitive udvikling, men hvis vi ikke har arbejdet systematisk og grundigt med barnets læring. Og efter evidensbaserede metoder, så har vi ikke prøvet.

Tvivlen har fyldt meget. Om at Lauritz nogensinde skulle kunne få en uddannelse, et arbejde, ja bare en ven (suk!). Ville han få et selvstændigt liv som han selv kunne definere. Vi har stadig lang vej igen og vi skal fortsat knokle med den kognitive træning, men jeg er ikke i tvivl mere om at han nok skal få et selvstændigt liv. Altså for to uger siden gik han og hans storebror alene i Brugsen! Det havde jeg ikke regnet med at han kunne, men pludselig så kunne jeg se at han var kommet så langt at jeg stolede på ham. Han forstår verden bedre nu. Han kan finde vej hjem og løber ikke ud på vejen længere.

Du er selv uddannet skolelærer. Hvordan går din nye viden om hvordan børn med udfordringer lærer, hånd i hånd med de konventionelle indlæringsmetoder som der undervises efter på skolerne p.t?

Den systematiske begrebsindlæring, som er det jeg bl.a. træner med Lauritz lige nu, hænger fint sammen med den didaktik der er i skolerne i dag. Det er noget der skal indlæres så at sige. Den systematiske begrebsindlæring peger på at der findes 23 overbegreber (form, farve, størrelse mængde etc.) og børn med indlæringsvanskeligheder mangler en forståelse for nogle eller alle overbegreber, da det er abstrakte begreber. Hvis man ikke kender overbegreberne ved man heller ikke hvilken kasse man skal åbne når man bliver spurgt om fx hvilken farve noget er. Helt almindelig neurotypiske børn kan også have en manglende forståelse for overbegreberne, hvorfor man i Norge har lavet forsøg med at indføre systematisk bergrebs undervisning allerede i børnehaven. Det synes jeg er en rigtig god ide. Det er sjovt og behøver ikke ligne undervisning. Børn vil gerne lære! På den måde ville børnene allerede fra skolestart have et meget bedre fundament at hænge deres viden på.

Den medierende læring er derimod anderledes end den didatik der hovedsageligt arbejdes med i dag. Og her har vi et kæmpe udviklingspotentiale for at kvalificere undervisningen yderligere.  Den medierende læring arbejder med at aktivere barnets egen refleksion og tænkning. Mediereingen handler om at læreren stiller sig som mediator mellem materialet og barnet. Læreren stiller på en systematisk måde medierende spørgsmål. Gjort rigtigt betyder det at eleven skal aktivere mange flere kognitive funktioner end hvis vi blot sagde hvad det skulle, eller hvis vi stillede tilfældige spørgsmål. Formålet er at barnet, når det bliver dygtigere i tænkningen, kan overføre det på andre opgaver og dermed blive mere selvstændig. Derfor kan den medierende læring sagtens kobles sammen med det materiale lærerne allerede arbejder med, men selve arbejdet med opgaverne bliver didaktisk løst på en anden måde. Og det er altså mega spændende!

Hvordan mener du undervisningen kan tilrettelægges så alle “kan være der” hvis det forudsættes at nogle børn kræver specielle kompetencer fra lærerne?  Skal der flere specialskoler til eller skal der mere viden og større forståelse til i folkeskolen?

Det er et svært spørgsmål med mange vinkler.  Jeg mener dog at langt flere kan lykkedes med at være i folkeskolen hvis vi arbejdede systematisk med bl.a. de metoder jeg nævner her. Det kræver også at vi bliver bevidste om at den indsats vi yder, skal være fagligt kvalificeret. Og altså også kvalificeret af dygtige psykologer. Alle må forstå vigtigheden af deres indsats. Det jeg oplever er, at mange lærere og skoleledere rigtigt gerne vil lave god inklusion, men simpelthen ikke lykkedes med det fordi der mangler viden. Derfor ender vi ofte tilbage i at indsatsen handler om at dæmpe symptomerne. Den viden skal også ud på et politisk niveau. Der skal være en forståelse på et politisk plan for at det giver mening at investere både tid og penge i at lære de her børn at lære og at det kan lykkes. Pengene bliver jo brugt alligevel.

Men hvis jeg kaster et blik på det vi rent faktisk kan gøre lige nu, så mangler jeg at der arbejdes meget mere målrettet og systematisk med handleplaner på de her neurodivergente børn. Det betyder at man griber udfordringer i opløbet og ikke først når det er gået helt galt og barnet måske ikke længere kan komme i skole. Som en privat autismekonsulent sagde til mig på et møde: ”Der skal til enhver tid findes en løsning på alle udfordringer vi støder på”. Der må ikke være noget der er et dagligt problem, men som vi opgiver fordi vi ikke umiddelbart kan finde et svar. Den sætning har betydet meget, særligt fordi jeg ikke selv har arbejdet sådan førhen. Et eksempel: Et barn er svær at motivere i undervisningen, hvilket er særligt kendetegnene for børn med ADHD, fordi deres hjernekemi gør at de ikke kan komme i gang med noget de ikke finder mening ved eller ikke synes interessant. Vi konstaterer at barnet er svært at motivere gennem en periode, vi synes det er en udfordring, fordi barnet ikke lærer det det skal, samtidigt med at barnet forstyrrer undervisningen. Inde i barnet er det heller ikke sjovt da det manglende dopamin niveau betyder at hver dag er et helvede at komme igennem, samtidigt bliver barnet stigmatiseret blandt sine kammerater fordi det forstyrrer undervisningen.

Her må handleplansarbejdet i gang med det samme og vi finder den store værktøjskasse frem: Hvad skal vi vide om ADHD og motivation for at løse opgaven? Hvilket spændende udeforløb kan vi lave for at få noget dopamin til en trængende ADHD hjerne? Hvordan kan jeg skrue på intervallerne i min undervisning, sådan at det bliver mere dynamisk og overskueligt for en ADHD hjerne der gerne vil have fart over feltet osv. For mig er denne del af arbejdet allermest spændende. Det er her vi arbejder inkluderende og rent faktisk gør en forskel. Man må gerne være kreativ, for det er handleplanen der evaluerer om en indsats har effekt, så hvis en indsats ikke virker, så dropper man den efter fx en måned og arbejder videre med noget andet der havde en større effekt. Man må arbejde systematisk.  

Hvis vi ikke handler, så ender vi i sidste ende ud i det vi kalder at barnet får skolevægring. Vægring betyder ifølge ordbogen: at være utilbøjelig til eller modvillig over for at udføre en bestemt handling, acceptere en bestemt tankegang, el.lign.

Hvis vi tænker inklusion, hvis essens er at skolen skal tilpasse rammerne til barnet, og vi ikke laver handleplansarbejde, der kan kvalificere undervisningen og rammer, ja så vil jeg vove den påstand at det er skolen der har læringsvægring/barnevægring. Altså utilbøjelighed til eller modstand overfor at udføre den handling der skal til for at barnet kan være i skolen og lære i skolen. Herunder at skolen ikke kan acceptere at barnet har en anderledes tankegang end det skolen tror på. Men den kan vi jo lige tygge på.

Er der nogle byer/steder/lande der har en model du mener man kan lære af, hvis ja, hvad er det så de gør anderledes? 

USA har været forgangsland på NEST klasse princippet, som har været afprøvet med succes i bl.a. Århus og Slagelse. I år er første år hvor man laver et Nest lignende tilbud på Paradisbakkeskolen på Bornholm. Lauritz bliver en del af denne klasse og det er vi glade for. Tanken er at man i det originale NEST tilbud har 16 børn i en klasse hvoraf 4 af disse børn har en diagnose indenfor autisme spektret. I NEST klassen har man de samme få lærere og der bliver arbejdet med autismepædagogik.

Vi skal dog være opmærksomme på, at det politikkerne på Bornholm gør, er at de kalder det et NEST lignende tilbud. På den måde kan man frit gå på kompromis med det originale tilbud, som faktiske er afprøvet og evidensbaseret. Jeg synes det rammer en gennemgående pointe. Nemlig at vi som samfund må beslutte os for hvad målet med vores indsatser skal være. Skal det være et udviklende tilbud med succes og børn der lærer og får et selvstændigt liv. Skolens ledere og alle de involverede personaler ved jeg vil gøre deres allerbedste for at lykkes med tilbuddet.

Her på Bornholm har man lavet Børnealliancen som er et netværk hvor forskellige private og kommunale aktører og foreninger, støtter op om tiltag der kan sikre det gode børneliv på tværs af øen -og på tværs af landet.  Er det et netværk man kunne forestille sig at du ville starte samarbejde med?

Ja det kunne jeg godt forestille mig. Jeg har allerede holdt møder med Dorthea Funder Kaas som er projektleder på de små børns Bornholm. Hun er dygtig og ikke mindst nysgerrig på at vide mere, hvilket er fundamentet i at lave en kvalificeret indsats.

Hvordan har det været for dig at få muligheden for at lave et event på Folkemødet og hvordan har du formået at samle både kræfter, viden og overskud til formidling, oveni din blog og ikke mindst dine børn OG hvad er dit håb at opnå, ved deltagelse på Folkemødet?  

Det er en fantastisk mulighed for mig og jeg sagde ja uden at tøve! Som man har kunnet læse er denne her tilgang til indlæringsvanskeligheder livsforandrende for vores, såvel som mange andre familier jeg er stødt på gennem den sidste tid. Jeg har nok været lidt naiv i min tro på at alle jeg inviterede, ville være interesseret i at deltage i mit event.

Desværre er der faktisk ikke nogen af de politikkere jeg har spurgt fra Borgen der har vist interesse for Eventet. Ikke engang et svar.

Det er bla. Pernille Rosenkrantz-Theil og Jacob Mark. Formanden fra Rådet for Børns læring, Charlotte Rønhoff, har heller ikke vist interesse. Først da jeg rykkede dem alle for min første mail fik jeg svar fra sekretærer om at de ikke kunne deltage. På Bornholm har politikkeren Linda Persson svaret og været engageret fra start. Hun deltager blandt publikum, hvilket jeg er meget glad for.

Bente Helms svarede også positivt på min invitation.

Men jeg håber at Morten Riis eller andre der arbejder i skoleudvalget kommer, for det er på et politisk plan vi skal handle, hvis det skal rykke.

Så hvad vil jeg opnå?

Lige nu kæmper lærere, forældrene og ja sågar børnene, en urimelig kamp. Og ingen kan og skal løfte den opgave alene. Hvis man fra politisk side ønsker at give inklusionen et massivt løft, så kan vi ikke blive ved med at hælde gammel vin på nye flasker. Vi må kigge helt tilbage på curriculum på lærer- og pædagoguddannelserne. Hvad er det vi overser? Hvad kan gøres bedre, så lærere og pædagoger er klædt bedre på i forhold til at lære børn at lære. Og her er der en kæmpe hjælp at hente gennem bl.a. Medierende læring og systematisk begrebsundervisning. Men der er mange andre metoder at trække på som alle har sit afsæt i den medierende læring.

Hvis man forstod vigtigheden af arbejdet med de her børn med læringsudfordringer, altså virkeligt forstod at de ikke selv samler viden op på

samme måde som nerotypiske børn, så ville man fx ikke sætte uudannede på som støttefunktion i børnehave og skole. Man ville også

kvalificere sin indsats meget hurtigere når man opdagede en udfordring. Det er ikke ond vilje, men det er simpelthen uambitiøst.

Vi skal forstå at hjernen er modellerbar og at det vi vælger at gøre eller ikke gøre, har konsekvenser for de her børn resten af deres liv.

Og kræfterne til det? Jo altså mine børn bliver jo meget mere selvstændige gennem

denne her træning. Så når Lauritz fx selv kan hente et glas vand fordi han nu ved

hvor glassene er og forstår hvordan man tænder hanen og slukker igen,

så får jeg som gave tilbage både overskud og tid til andre ting.

Men det er ikke kommet af sig selv og det er hele pointen!