Dialog med forfatter Chris Norre omkring bogen Jeg er rigtig

Pernille: Din bog Jeg er rigtig beskriver hvordan vi mennesker bliver som vi bliver, naturligvis med indvirkning fra arv og miljø som uvildige faktorer - og timing - som endnu en dimension, vi ikke kan styre eller tage kontrol over. Det er et stort og essentielt emne i vores samfund, det med at finde ståsted og balance og ikke mindst tro på sig selv og sit værd i en tid hvor alt måles og vejes.

-Hvorfor var bogen vigtig for dig at skrive?

Chris: Bogen opstod ud fra en undren jeg havde som stressbehandler. Mindst 8 ud af 10 som kommer til mig i stressbehandling viser sig også at have været ”barn under pres”. Deres læge, psykolog og arbejdsplads fortæller dem, at de har arbejdsstres, men efter en kort samtale ser både jeg og den stressramte selv, at deres udfordringer rækker længere tilbage end de selv og deres omverden er bevidste om. Ofte har de endda været i stressbehandling gentagne gange, men stressen kommer alligevel igen.

Igennem mange samtaler med mine klienter viste der sig et mønster. Næsten alle havde oplevet utryghed i barndommen eller ungdommen på forskellig vis. De strategier (især rollespil, pleasing og tilpasning), som de brugte til at håndtere utrygheden dengang blev forstærket igennem årene til et punkt hvor de som voksen ikke længere kunne opretholde rollen længere. Den tilstand kaldes ofte arbejdsstress, men oprinder et helt andet sted.

Derfor skrev jeg bogen. For at voksne mennesker kan få en dybere viden om at deres udfordringer med stress, angst og ensomhed måske oprinder fra tidligt i livet, så de kan håndtere dem en gang for alle ved at arbejde med roden til deres udfordringer. Hvis man hiver en ukrudtsplante op med rod, så dør hele planten, men hvis man kun fjerner planten (arbejdsstressen), så skyder roden bare en ny plante og så er problemet tilbage.

Essensen af bogen er, at når børn og unge kommer under pres, så opstår forkerthed, som igen er roden til meget af den stress, angst og ensomhed som vi ser i samfundet i dag. Et klassisk eksempel er ”pigen med 12 tallene”. Hun oplever at hun kun er noget værd som menneske hvis hun får gode karakterer, men sandheden er, at hun er rigtig som menneske uanset hvilke karakterer hun får. Hvis hun fortsætter rollespillet ind i voksenalderen, så opstår der en konflikt indeni hende. Hun vil bare gerne elskes for den hun er, men rollen driver hende ud i at være en anden end den hun er. Den rolle giver stress og ensomhed, samt angsten for at nogen afslører rollen, så de kan se hvor forkert hun er indeni. Fjerner man forkertheden, så opløses stressen, angsten og ensomheden, på samme måde som ukrudt man hiver op med rod. Roden er forkertheden og den er i virkeligheden en løgn. Sandheden er, at alle er rigtige som menneske, så hvis du fjerner løgnen, så ses sandheden. Eller med andre ord: Kvæl løgnen, så dør angsten (og ensomheden og stressen). 

Bogen kan også bruges af forældre til at forstå de udfordringer deres egne børn har igennem barndommen og teenageårene. Jeg har selv 3 børn og i skriveprocessen blev det meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke alene at forstå de unges udfordringer, men også at være der for dem. Selvom man hverken kan eller skal ”fixe” alle deres udfordringer, så er det, at de fra alderen 0-21 har oplevelsen af at have en selvskrevet plads i familien livsvigtigt for dem. Udfordringen er for mange forældre dog, at så længe man ikke har forholdt sig til sine egne åbne sår, så er det svært at skabe den tryghedsfølelse i børnene, som de har brug for inderst inde. Mange forældre ser simpelthen ikke børnenes behov, fordi de voksne har for travl med at spille deres egne roller, Derfor er bogen også til forældrenes egne udfordringer.

Endeligt har jeg et inderligt håb om, at dem som arbejder med børn og unge vil læse bogen, og mit håb at bogen kan give dem ny viden og enkle teknikker i deres hverdags arbejde med børnene og de unge.

Pernille: Jeg oplever at mange mistrives. Hver især, kæmper børn og unge med selvet, identitetsdannelsen og opfattelsen af sig selv, i forhold til andre. Nogle tør slet ikke træde ud i verden, fordi de er bange for ikke at slå til, som f.eks de skolevægrende. At være følsom, sårbar eller sensitiv er ikke optimalt i det her brug og smid væk samfund, hvor vi ikke giver hinanden mange reelle chancer for at komme til orde. Jeg oplever ofte selv -eller høre fra andre- hvordan man som voksne sortere hinanden fra via titler, indtægt eller udseende og hvordan viljen og evnen til at gå på kompromis og finder løsninger i stedet for at kassere venskaber og kærlighedsforhold, er blevet erstattet af “videre” princippet.

Har man prøvet at blive sorteret fra og udelukket af fællesskabet selvom man har gjort sit bedste, er det svært at holde fast på et positivt selvbillede, præcis som du skriver i bogen. Forkertheden finder vej ind i en, hvad enten man er barn, ung eller voksen. Men selv om det er et arbejde man skal starte i sig selv og allerhelst være opmærksom på at hjælpe sine børn med, kommer vi så ikke til kort i en kultur, der er præget af at vi skal have en “fantastisk” dag og vi skal være noget som vi kan være bekendt at skilte med, kende vores værd og være rationelle omkring partnervalg, karriere, udvikling og økonomi, hvis vi nu slet ikke er det?

Chris: For børn er følelsen og oplevelsen af at blive valgt fra kun toppen af isbjerget. Under overfladen i barnet er der et nervesystem som siger ”du er blevet skubbet ud af flokken og nu dør du”. For 10.000 år siden døde børn hvis de blev væk fra flokken eller direkte udstødt eksempelvis pga. hungersnød. Men nervesystemet kan ikke klokken, så det tror at der er samme risiko ved udstødelse som der var dengang. Det betyder at dødsangsten vækkes i nutidsbarnet på samme måde som i ”urbarnet”og netop dødsangsten er den overlevelsesmekanisme, den driver som skal få barnet til at spille den rolle som får barnet ind i flokken igen. Især i nutidsbarnet ses det tydeligt at der dog opstår noget forud for dødsangsten, nemlig forkertheden. Den fortæller en meget vigtig historie for barnets overlevelse idet forkertheden siger ”du er skubbet ud af flokken og det er din egen skyld, det er fordi du er forkert som menneske”. Alle mennesker er født rigtige, så forkertheden er en løgn, men alligevel er den en vigtig opstart på den overlevelsesmekanisme som i virkeligheden har sikret at vi mennesker lever i dag. Hvis barnet siden tidernes morgen bare accepterede udstødelsen så ville det bare lægge sig til at dø.

Lige her ligger svart på hvorfor det er så svært at leve i en kultur af forventninger til udseende, balance og succes. Hvis vi går imod den strøm, så har vi et nervesystem, som forsøger, hovedsageligt ubevidst for os, at tvinge os tilbage i fokken igen, ved at aktivere dødsangsten. Hvis man som voksen ønsker at bryde fri af forkertheden SKAL den proces derfor gå hånd i hånd med accepten af at man måske mister alle andre, når man begynder at bryde fri af sine roller og andres forventninger for i stedet at leve som sig selv, ”som rigtig” i ens egne øjne. Det er lidt samme proces når vi taler unge og teenagere, men de får først deres ”jeg” fuldt ud når de er 21 år gamle, så de har brug for at vi voksne hjælper dem med at støtte dem i processen. For yngre børn er det 100 % de voksne der har ansvaret for børnenes ”sammenhedsfølelse”.     

Pernille: Men hvad så hvis hånden ikke bliver taget når man rækker den frem, og man til sidst lader være?

Chris: Stress, angst og ensomhed er symptomer på noget andet, men de behandles ofte som selvstændige problemer. Men hvis de kommer af forkertheden, skal man sætte sine kræfter ind på forkertheden og ikke symptomerne. Det betyder at processen forgår indeni os mennesker, et sted hvor intet andet menneske kan række ind. Andre mennesker kan støtte, være der for os, hjælpe os, men de kan ikke tage ansvaret for vores inderste, der hvor forkerthedens løgn lægger sig som et slør over rigtigheden, så vi ikke kan se rigtigheden. Herfra bliver ord lidt fattige, men bogen beskriver 8 øvelser som får løgnens slør til at opløses, så vi igen kan se det der altid har været indeni os. Men det er en stor udfordring at opretholde modet og viljen til at blive ved igen og igen og igen, trods nederlag og en verden som ikke forstår ens proces. Men for os voksne lykkes det ikke med mindre vi løsriver os fra ideen om at vi har bug for verden til at støtte os i vores rigtighed. Ja, det er en hård og ubarmhjertig proces for mange, min egen ved inklusiv, men det er muligt, det ved jeg på eget sind og engen krop. Trods det, så er hvert enkelt skridt fremad et skridt på kærlighedens vej!   

Pernille: Hvad med konflikten i at få af vide vi skal tage ansvar for vores eget liv, hvis vi er væltet og har brug for fællesskabets bånd til at rejse os?

Chris: Bogen arbejder hen imod den konklusion, at vi skal lære at stå stærkt i verden som os selv. En styrke som er forskellig fra menneske til menneske men som kommer indefra, fra rigtighedens kilde. Selvfølgelig er der grøfter på begge sider af vejen. Den ene er, at vi opgiver os selv og giver slip på vores jeg for at blive en del af fællesskabet jeg. Den anden er, hvis vi opgiver fællesskabet og skaber vores eget egoistiske jeg, som et forsvar og en flugt væk fra fællesskabet.

Middelvejen er at stå stærkt OG indgå i fællesskabet som os selv og med kærlighed til andre. Det giver de stærkeste og mest bæredygtige fællesskaber. Svage fællesskaber overlader andre til at klare deres indre kampe selv og svage fællesskaber, sender deres medlemmer udenfor for at blive fixet og svage fællesskaber danner idealer om hvordan man skal elle bør være hvis man er stærk og rigtig. Det er netop sådan mange af mine klienters barndomsfamilier, skolemiljøer og omverden virkede. Essensen er at hvis børn, unge og voksne skal kunne løfte sløret for rigtigheden, så kræver det flokke der kan se på dem med de kærligste af de kærlige øjne, samtidigt med at personen i midten arbejder eksistentielt med sig selv, for at leve ”som rigtig”. Men husk på at børnene er afhængige af at vi voksne lever ”som rigtige” i os selv, så vi kan støtte dem i at leve ”som rigtige” indtil de får deres eget ”jeg” der står stærkt i verden og i fællesskabet.  

Pernille: I slutningen af bogen, fortæller du din egen historie. Du nævner blandt andet, at udviklingen først lige er startet -eller rettere at man ikke bare kan læne sig tilbage og mene man har forstået det hele. Men hvad hvis man bare ikke orker at lære mere eller føler at andre klarer sig fint i verden med ansvarsfraskrivelser og placering af skyld uden for dem selv, er det så ikke en ulige kamp?

Chris: For nogle mennesker er det bedst at bruge viljen som det primære redskab imod forkertheden men for andre skal der noget andet til. Forestil dig, at en knyttet hånd er et billede på viljen. Den udtrykker at man griber om et redskab for at GØRE noget. Modsat, er den åbne hånd et udtryk for VÆREN og et udtryk for den moderlige omsorg og kærlighed, som ikke kræver handling for at opnå, men blot er i det som flyder frit. De fleste børn som er under pres lærer at knytte hånden og spille roller, samarbejde og lave om på sig selv osv.

Hvis man er vandt til at knytte hånden for at få andres kærlighed er det svært at åbne hånden for at modtage kærlighed, uden at skulle gøre noget for det. Mest af alt, fordi man også har en knyttet hånd overfor sig selv og ikke helt tør at give sig hen i sin egen kærlighed til sig selv. Man har måske mistet troen på at man er værd at elske.

Derfor skal den knyttede hånds gøren gå hånd i hånd med den åben hånds kærlige øjne når man arbejder med sin egen eller andres forkerthed. Når det er sagt er der nogen af os, for hvem det er sværere at tage det sidste skridt ind over dørtærsklen til vores eget hjerte. Det er lige her krisen hjælper os på vej. Den fratager os vores mulighed for kontrol og inviterer os til at overgive os. Det er i denne overgivelse mange mennesker oplever at forkertheden endelig giver slip og de endelig kan begynde at leve deres eget liv, ligeglade med hvad andre måtte mene og tænke.

Derfor har kriser både en svær side og en visdomsside, men dilemmaet er helt klar om man kan gøre det samme for sig selv FØR krisen hjælper en på vej. Det ved jeg man kan! For nogen kræver det blot at et andet menneske som selv har gået vejen og er kommet ud på den anden side, peger i hvilke retninger man selv kan gå og derfra vælger man den vej man selv gerne vil prøve først. Ligesom filosoffen Kierkegaard, der siger at livet består af udviklingstrin, men for at komme fra det første stadie til det andet har vi brug for en der fortæller os at det overhovedet er muligt at tage et skridt videre.

OG ja, det er svært når alle andre står svagt i deres egen indre verden, så de har behov for at stive sig selv af med offerroller og flugt fra ansvar. Men tænk på pleaseren. Hun eller han tror, at de vinder verden, ved at være sådan som verden gerne vil have pleaseren skal være. Pleaserens rollespil hviler på at man opnår noget ved rollespillet, men i virkeligheden så vinder pleaseren verden, men taber sig selv. Indtil pleaseren er villigt til at miste verden kan han ikke vinde sig selv og indtil da lever pleaseren i illusionen om at i det mindste har jeg vundet verden, men virkeligheden er at pleaseren allerede har tabt alt. Både sig selv og den verden pleaseren så gerne vil have. Ikke mindst fordi den verden som måske giver udtryk for at de godt kan li´ pleaseren har truffet sit valg på et fejlagtigt grundlag. En løgn som pleaserens rollespil har skabt.