Romanen Pigen med Sherifstjernen har været tolv år undervejs. Selvom Birgitte Bregnedal normalt skriver bøger til børn og unge, er denne bog skrevet til voksne, om end den er set gennem en seksårigs øjne.

Socialrealisme eller ej, min 70ér opvækst passerede revy, efterhånden som jeg læste mig igennem de 123 sider.

Ikke at jeg har oplevet livet på samme måde som seksårige Line og hendes søster gør, men jeg ved, at andre har. De levende beskrivelser om landlivet og de menneskelige relationer er sansemættede og farverige, selvom miljøet omkring søskendeparret er alt andet end det. Emner som svigt, underansvar og omvendt forældre-barn forhold er i spil, når hovedpersonen Line fortæller om sin virkelighed. Jeg kunne dufte høet, lugte fugten i huset, høre hundenes gøen og mærke familiens frustration i min krop, mens jeg vendte bogens sider.

I en podcast samtale med Birgitte Bregnedal, spurgte jeg til, hvor selvbiografisk bogen i virkeligheden er. Hun svarede, at hun havde oplevet elementer.

Jeg besluttede mig efterfølgende for at spørge hende, om dét har været en indirekte årsag til at bogen har ligget og ventet på at blive skrevet i hendes bevidsthed, men at den af samme grund, var vigtig at skrive.

Her er, hvad hun fortalte:

”Jo, jeg har gjort mig mange overvejelser omkring brug af mit eget stof og det har bestemt betydet rigtig meget for tidsrummet, det tog at skrive romanen.
Undervejs har jeg overvejet, om jeg ville skrive en selvbiografisk roman eller blot tage nogle episoder fra virkeligheden og gøde og beskære. Jeg valgte det sidste, så jeg på den måde kunne skrive en roman med dramaturgisk spændingskurve og i en opbyggelig form.
Dette både for ikke at hænge nogen ud og fordi det giver en enorm frihed ikke at være begrænset og forpligtet af, at det skal være historisk korrekt.
Jeg har valgt at skrive romanen i en fiktiv form, hvor jeg tager udgangspunkt i følelser og relationer og på den måde kan skabe indlevelse, uden at være forpligtet af det konkrete historiske. På den måde har jeg kunnet skabe autentisitet i romanen uden at skulle være bundet af virkeligheden.Jeg interesserer mig mere for det opbyggelige og det vi som mennesker kan lære, end af at hænge fast i ”blamegaming” og offermentalitet. Mennesker, også børn, kan overkomme og håndtere meget mere end vi tror, hvis bare de får lov at tage ansvar.

Faktisk brugte jeg tolv år på at skrive historien. Ti år gik der, fra første version var færdig, til jeg i dag står med den færdige roman. Meget af tiden er også gået med at omskrive og finde den helt rette form, f.eks. har jeg arbejdet rigtig meget med fortællerstemmen, så den fik den nøgterne barnlige klang uden fordomme og vurdering. De sidste tre måneder brugte jeg på at gøre romanen kortere, så den stod klokkeklart med sine 123 sider.”